Eller er det?
Her skriver jeg det ene opslag efter det andet om, at finde sin ro.
Men hey – selvom jeg godt ved hvordan jeg gør, så havde jeg lige glemt min egen ro.
Jeg kender godt mine alarmklokker. De alarmklokker, der siger til mig, at det er tid til at holde en pause for at finde roen igen.
Der er to vigtige ord i den sidste sætning: Alarmklokker og pause.
Kender du dine alarmklokker?
Min alarmklokke er træthed. Ikke sådan søvnig-træthed, men træthed i krop og sjæl. Når jeg kan mærke det, så betyder det, at jeg har glemt at holde pauser.
Ikke den slags pauser, hvor tankerne alligevel bare kører videre, men pauser som jeg kan mærke, at jeg bliver genopladet af.
En travl uge og så alt dét, der venter på at blive gjort. Det er jo forår, for hulen. Alt skal endevendes i huset og haven. Bang, så forsvandt min ro og min glæde.
Her bagefter kan jeg godt se, at det havde stået på over noget tid.
Den stille fornemmelse af, at man bliver mere og mere urolig indeni, ikke rigtig glad og bare jævnt utilfreds – uden rigtig at kunne sætte en finger på, hvad der er galt.
Kender du også det?
Det var først da John sagde: ”Det er vist Netflix i eftermiddag”, at jeg kunne mærke, at JA det var okay, at vente med hus og have – og bare lave INGENTING. Absolut ingenting.
Jeg så to film og jeg kunne bare mærke, at min krop og sjæl slappede af og fandt energien igen.
Det var en tiltrængt pause. En genopladning.
Så hurtigt kan det gøres, hvis man altså ved, hvad der skal til.
Kender du dine tegn på, at nu er du kørt ud over kanten??
Ved du hvordan du genoplader??
Det er vigtige tegn at kende, fordi de tegn er med til at genoprette og vedligeholde din balance i livet - og ja, selvom man er mig, der er optaget af, at hjælpe kvinder med at finde ro og balance i livet, så kan jeg godt selv miste den et øjeblik.
Er det pinligt? Nej det er ikke. Det er livet!
Rigtig god påske
